Baggrund

Baggrund og historie

Søheste-træning er vokset ud af praksis – med afsæt i den viden og erfaring, der allerede virker

Søheste-træning blev konceptualiseret og lanceret i 2024 som et svar på et konkret behov i kommunerne. 

Med etableringen af de let tilgængelige behandlingstilbud blev det et krav, at kommuner hurtigt kunne tilbyde støtte til børn og unge i mistrivsel. 

I den forbindelse opstod der blandt fysioterapeuter og ergoterapeuter et ønske om at bidrage med en tydeligere kropslig tilgang til arbejdet med børn og unges mentale sundhed. 

Søheste-træning udspringer af dette ønske. 

Konceptet bygger på mange års undervisning i neurofysiologi og mental sundhed, hvor sammenhængen mellem krop, nervesystem og trivsel har været omdrejningspunktet. På den baggrund blev Søheste-træning udviklet som et struktureret og praksisnært behandlingstilbud. 

Udviklingen skete i tæt samarbejde med praksisfeltet – blandt andet i samarbejde med børnefysioterapien i Høje-Taastrup – og med afsæt i den erfaring og efterspørgsel, der allerede var opbygget gennem kurser og klinisk arbejde.

"Vi arbejder evidensbaseret – med afsæt i den bedste tilgængelige viden, vores kliniske erfaring og det enkelte barns behov”

Evidensbaseret praksis betyder, at vi tager afsæt i den bedste viden om fysisk aktivitet, vejrtrækning, beroligende berøring og regulering af det autonome nervesystem

En bio-psyko-social tilgang

Søheste-træning tager afsæt i en bio-psyko-social forståelse af trivsel. Det betyder, at vi ser barnet som en helhed, hvor krop, tanker og sociale relationer gensidigt påvirker hinanden. Som fysioterapeuter og ergoterapeuter har vi et naturligt afsæt i kroppen, og den kropslige tilgang bruges aktivt til at understøtte regulering og deltagelse i hverdagen. Målet er at styrke barnets neurofysiologiske forudsætninger for trivsel – både individuelt og i fællesskaber